“Ifølge naturbeskyttelsesorganisationen IUCN var der i 2008 cirka 200 voksne Sumatranæsehorn tilbage i den vilde natur på den Malaysiske halvø, Borneo og Sumatra. Siden er den vilde bestand faldet til mindre end 80 individer, der i dag kun lever på Sumatra. Hertil kommer en håndfuld i fangenskab. Tilbagegangen skyldes, at intensiv jagt i starten af 1900-tallet fik antallet af dyr til at falde dramatisk. Det betød, at der blev skabt lang afstand mellem de tilbageværende dyr, der så aldrig mødtes og derfor sjældent fik unger. På Sumatra lever de to sidste bestande nu i hver sin ende af øen. Derfor kan de ikke mødes og parre sig og dermed få blandet generne, hvilket er nødvendigt, hvis arten skal kunne overleve på sigt. Sumatranæsehorn har en vigtig funktion i at holde regnskove sunde, da de æder de snerleagtige pionerplanter som for eksempel lianer, der vokser hurtigt og kvæler langsomt voksende regnskovstræer.”
”Det er strengt nødvendigt, at mennesker yder aktiv hjælp, hvis Sumatranæsehornet skal overleve ind i fremtiden. Arten lever i tætbevokset regnskov, så den eneste løsning er at indfange næsehorn fra forskellige bestande og sætte dem sammen, så de kan parre sig. Bestanden falder fortsat hurtigt, så det er en kamp mod tiden. Hunnæsehorn får normalt kun 3-4 unger hele livet, så hvert individ tæller. Men vi har dog løsningen til at gøre en forskel, og der er endda gode forudsætninger for at genudsætte arten i naturen, men der skal handles NU og meget hurtigt.”
Rasmus Worsøe Havmøller, Postdoc - Science & Society, Naturhistorisk Museum og Ph.D. i biodiversitet fra Københavns Universitet